Det første skridt 6

Overgivelsen.

Tilbage i huset, klæder han hurtigt af efter at have afleveret pizzaen og kun korsettet er nu tilbage af hans oprindelige klædning. Han sætter sig igen ved hendes fødder og sammen deler de maden, mens snakken går om passioner og lyster. Det er så befriende dejligt at sidde der på gulvet og vide, at han ikke behøver at tænke så meget. Bare være til og lade hende beslutte, hvad der skal ske, hvornår. Han har lagt en arm om hendes ene ben og en gang imellem lader hun distræt en finger spille ned over hans ene øre og videre ud ad skulderens bro.  Efter måltidet for han igen lov til at gå på toilettet og da han kommer tilbage for han besked på at trække den lave briks ud på gulvet, så hun kan komme til hele vejen rundt. Så griber hun ham om hagen og tvinger ham til at se hende ind i øjnene. De er mørke, rolige og dunkle og hendes ansigt udstråler balance og ligevægt.
”Læg dig ned på maven.” Ordene bliver udtalt med en rolig og behagelig stemmeføring, men bagved ligger hendes vilje, som har sit usynlige greb om hans sjæl og som han gladelig underkaster sig og følger i hvilken retning, hun måtte styre ham.

Briksens betræk er af et løst, sort materiale, som knitrer let ved enhver bevægelse og som hans letsvedige hud klæber sig fast til. Han forsøger at komme til at ligge så afslappet og behageligt som muligt og søger så indad, for at finde roen i underkastelsen. Når bevidstheden om hans villige accept af hendes ret til at gøre med ham som hun vil, fylder hans sind, er det lettere at håndtere smerten, som så fremstår som et fysisk udtræk for denne ret.
Han fornemmer hendes tilstedeværelse over ham og han lukker øjnene for at søge ind i mørket og mærker derefter det første slag mod røven. Det er roligt, afdæmpet og næsten nonchalant og det gælder også det næste dusin. Hun varmer ham stille og roligt op og han ved det. Det er den tunge flogger fra før og den omfavner ham med sin stigende voldsomhed.
Han er træt nu og slagene føles hårdere og vildere end før, men alligevel går det at tage imod og hvile i øjeblikket. På den lave briks kan Herskerinden nemmere overskue hele hans krop og fordeler nu slagene mere tilfældig, hvilket virker uventet og trækker ham ud af den begyndende døsighed.
Så kildrer hun ham pludselig på fodsålerne og han spjætter og griner og vil trække fødderne til sig, men når det ikke før hun lynhurtigt griber spanskrøret og svirper ham over balderne.

Det bringer ham øjeblikkeligt helt op på mærkerne og han bander mumlende hen for sig selv. Hun lader imidlertid som om, hun ikke hører det og lader det sorte centimetertykke spanskrør gøre sit arbejde i en afmålt serie slag på bagdel og lår. Han er dybt koncentreret og opfatter kun susene fra slagene, effekten i hud og muskulatur og smertens efterfølgende vandring i hans krop. Det går stadig an og han kan klare det, men det er blevet en kamp nu og han spænder uvilkårligt før hvert slag, hvilket er en stor fejl. I stedet for at arbejde med slaget og fordele smerten, så den ligesom løber ud i kroppen, opnår han nu en mere lokal og skarp smerte, som ikke forsvinder, men ligesom akkumuleres ved hvert slag.
En gang imellem stopper hun selvfølgelig og mærker efter og stryger ham trøstende hen over balderne eller ryggen, men det er kun en midlertidig pause i den storm, hun er ved at skabe inden i ham. De skal nemlig videre på denne stenede vej, som hun har gået af før, men som for ham er ny og ukendt.
Hun genoptager sit sensuelle skaberværk og slår nu hårdere og mere direkte på allerede berørte steder for at forøge virkningen af slaget. Hver gang sender slaget smertedønninger ind over digerne, der omkranser hans fornuft og det er som om, der bliver mindre og mindre plads der inde bag ved. Åndedrættet er gået i vejret og han ryster også en smule, men hænger i ved neglene og kæmper for sin forstand.
Så falder to ekstra hårde slag på hans venstre balde og han gisper og stønner og er et øjeblik uden for kroppen, da pladsen er blevet for trang derinde. Tårerne vælter op i øjnene og gråden er begyndt at presse på, men da hun igen slår ned på det samme sted på ballen, vælter alt ting sammen inde i ham og virkeligheden forsvinder kortvarigt fra hans sind.
Nu er han kun et dyr, der desperat kæmper for overlevelse og mens snot og tårer vælter ud af ham, bryder han sit selvvalgte tavshedsløfte og forsøger at stoppe hende inden det næste slag falder.
” Ci…Pause… ” Hans hjerne kan næsten ikke huske deres stopord og de lyde, der kommer ud af hans mund, er sikkert ikke særlig forståelige.

Herskerinden er imidlertid allerede stoppet, for hun har set det komme og har i de sidste minutter kun ventet på, at dette skulle ske. Hun har hele tiden arbejdet sig frem mod det øjeblik og skubbet ham ud over fornuftens kant, hvor han ikke længere kunne gemme sig bag sin bevidstheds beskyttende palisader. Det er en nydelse for hende også at tage ejerskab over hans fornuft og reducere ham til et flæbende, rystende og uartikuleret væsen, der på briksen. Nu er han nedbrudt og knækket og nu vil hun give ham nåden og livet tilbage.
Hun lægger sig på briksen tæt op af ham og omslutter ham med sine arme og kærlighed. Holder ham tæt mens grådkvalte hulk gennemryster hans svedige krop og han langsomt vender tilbage. Hun stryger ham over håret, hvisker ” Du er så smuk, du er min smukke slave. Din overgivelse gør mig stolt og viser min magt over dig ” og kysser ham på skulderen og rækker ham efter nogen tid en serviet, så han kan tørre tårerne væk og komme til hægterne. Han har ligget på siden, halvt sammenkrøbet i fosterstilling, men vender sig nu mod hende, tørre en tåre væk med en irriteret bevægelse og tager derved igen ejerskab over sin person.
”Er du ok? ”Hun ser undersøgende på ham og han nikker alvorligt, mens han mentalt forsøger at rydde op efter den hvirvelstorm, der har blæst igennem hans bevidsthed.
” Det har jeg aldrig prøvet før. Det havde jeg ikke forventet af mig selv.” Han ser forundret på hende og prøver at forstå, hvordan det går til, at en voksen mand lader sig tæske til gråd og momentant sammenbrud af en kvinde. Han genkalder sig, hvordan smerten og desperation til sidst skyllede den sidste rest af forstand væk og han fortæller hende hviskende om oplevelsen. Hun lytter til hans ord og kærtegner ham stille med varme hænder.

Herskerindens tanker:

Vi spiser pizzaen, vi er begge sultne, nusser lidt. Jeg nyder at han lystrer mit mindste vink – og nu vil jeg have ham helt.

Han ligger på maven på den lave briks, det er en yderst behagelig arbejdshøjde for mig, jeg kan gå rundt om – bekvemt. Han skal varmes op igen, langsomt, så han kan tage mere smerte ind, han kan følge mig og han skal sørme ikke kunne forudse hvad jeg vil !

Efter drillende kilderier, falder spanskrøret igen og  igen, hårde korte slag, jeg mærker hvordan mit uudtalte mentale krav om hans totale overgivelse, forplanter sig ud i min højre hånd og arm, hvordan min liderlighed og dybe tilfredshed over han ligger, frit og ubundet og lader mig gøre det, også fylder min bevidsthed. Han vrider sig, velbegrundet, og gisper indimellem – åh hvor jeg nyder hans gave, hans overgivelse.

Gråden kommer, han har holdt så længe på sig selv, at han næsten siger cirkus, han når at ændre det til pause – bare denne lille ændring af ordet i hans mund, er så ulideligt smuk.

Så kommer hans tårer, han hulker inderligt, jeg taber bare spanskrøret på gulvet og lægger mig tæt op ad ham, nusser ham, og fortæller ham hvor smuk han er, jeg trækker næsten ikke selv vejret af nydelse over den skønne skælvende gave i mine arme, åh jeg vil passe på ham, han er min, han er så forbandet MIN.

Han er ok igen, åh hans lysende øjne, jeg nyder at han ser på mig med tillid og lidt forbavdselse over, at han kunne tillade sig, at lade mig slå ham ud over hans fornufts grænser.

Det tænder mig SÅ meget at han et min, han forklarer mig det stille og jeg nyder hans ord.