Det første skridt 4

Et andet lokale.

Så høres der igen nye stemmer fra entreen og hun standser midlertidigt udforskningen af hans nerveender og lader ham rejse sig op fra sit leje.
Det er flere af stedets medlemmer der kommer og de har mere brug for det store lokale, så derfor får han besked på at flytte piske og påklædningsgenstande ind i et mindre tilstødende lokale, hvor de kan være uforstyrret. Hun snakker venskabeligt med de nyankomne og lidt efter kommer hun tilbage til ham og konstaterer, at den sorte briks skal flyttes ind på deres nye territorium. Først må de flytte et andet møbel ud og kan så få den lange og tunge briks ind i det mindre lokale.

Efter at den sorte briks er blevet anbragt som hun vil have det, bliver han beordret til at lægge sig op på maven, hvorefter hun omsorgsfuldt sørger for, at han ligger behageligt.
Han ved kom, hvad der skal ske og glæder sig faktisk til at få pisk igen. Hvis han er heldig og hun er ham nådig stemt, holder hun slagene på et moderat niveau og han kan så flyde hen igen og forsvinde ind i subspace. Han glemmer imidlertid, at det ikke er for hans skyld, hun slår ham, men fordi hun nyder og tænder på at påføre ham smerte og bringe ham ud af balance. Det skal snart vise sig at være sandt.

I starten er smerten ikke så slem og han kan sagtens administrere den. Hun bruger en kort ridepisk med en læderlap i spidsen og selv om den har et modbydeligt hårdt nedslag er det dog ikke så svært som spanskrøret: Samtidig ved han, at hun kan lide at bruge den, fordi den er så præcis og derved tillader hende og slå ham overalt på ben og balder. Derfor modtager han slag imellem ballerne og får endda et svirp på den opbundne pung, hvorefter hun arbejder ned langs med lårenes sider. Alt i alt har de nået et brugbart kompromis og kunne derfor have forsat sådan i lang tid. Hun er imidlertid ikke ude efter kompromisser, så pludselig flytter hun fokus fra hans underkrop og begynder at bearbejde hans ryg og skuldre.

Her er der ikke noget fedtvæv til at afbøde slagene, men kun muskler og knogler, så det går ondt på en helt anden direkte måde. Han ligger med hovedet på hænderne, men må nu gribe hårdt fat i briksens metalstel, for at kunne styre smerten.
Efter et stykke tid skifter hun til den tunge flogger, hun har brugt på ham før og slagene slår næsten luften ud af hans lunger. Hun er ved at skrue bissen på og lægger kraft i slagene.
Floggeren har imidlertid den samme virkning som før og det føles næsten som om en stor hånd kærtegner ham ivrigt og voldsomt. Han kan godt lide det og bag hans lukkede øjne føler han sig let og kan mærke en snurrende fornemmelse overalt på kroppen, hvor slagene lander.
Så stiger intensiteten i deres relation igen, for Herskerinden vil tættere på og skifter floggeren ud med det tykke spanskrør og begynder at bearbejde hans allerede forslåede bagdel.
Han opdager det først for sent og hører suset fra slaget få sekunder før spanskrøret lander med stor kraft tværs hen over hans balder. Det gør hvinende ondt og han stønner overrasket.
Så falder endnu et slag og så endnu et og da fjerde slag fletter sig hen over de andre underslipper et uventet ” Av!” hans forbløffede mund. Hun standser og stryger sine hænder kærligt hen over hans krop og for derved hans åndedræt bragt ned igen.
Så genoptager hun piskene og lader slagene regne systematisk ned over hans bagdel og lår i serier på tre eller fire. Han kæmper for at kontrollere smerten og forhindre, at hans væsen overskylles af panik og urangst, men for hver serie slag bliver det sværere og sværere, trods hendes hænders berøring, der nu synes at tale deres helt eget sprog til ham. De bringer mindelser om svalende og kølende klude på brandsår eller feberhede lemmer og hver gang han får en pause, lindre de det tiltagende kaos i hans hoved. 

 Der er ingen vej tilbage og igen genoptages spanskrørets dans hen over hans krop. Åndedrættet bliver hurtigere og hurtigere og han begynder at flytte uroligt på sig for at kunne rumme smerten, som efterhånden føles som en kraft inden i ham, der forsøger at sprænge sig vej ud igennem ham. Han er begyndt at ryste som om der var koldt i lokalet, men det er kroppens morfin, endorfinerne, der gør deres virkning.
Så ruller en bølge af gråd pludselig som en rød bølge igennem hans bevidsthed og han mærker tårerne løbe ned af kinderne. Det næste slag falder og en stor revne er slået i den indre dæmningsmur og mens han hyperventilere kaster han hovedet fra side til side for at bremse og inddæmme virkningen.
Hendes sidste slag sender ham imidlertid ud over kanten, da smerten som en glødende lavastrøm ruller op igennem hans organisme og udløser hans sammenbrud. Nu græder han og beder hulkende om, at hun vil stoppe.

Herskerinden lægger spanskrøret fra sig og omfavner hans overkrop, mens hun kysser ham, hvisker beroligende til ham og aer ham hen over hår og skuldre. Da han er faldet lidt til ro, hjælper hun ham op at sidde og derfor over på en lav briks, hvor han rystet sætter sig ned og tårer sine øjne. Han føler sig flækket, åben og nedbrudt og er i en tilstand af ekstrem sårbarhed.

Hun sætter sig i en stol overfor ham, rækker ham papir og efter han har tørret sine øjne igen og pudset næse, kalder hun ham over til sig og for ham til at sætte sig på tæppet for hendes fødder. Hun lægger et tæppe om hans ryg og skuldre. Båndet imellem dem er stærkt og tæt nu.
Han ryster stadig i gang imellem af eftergråd og føler sig lidt tom indvendig, men læner sig op af hendes skinneben og falder efterhånden til ro. Snart læner han sit hoved mod hendes knæ og slapper helt af, mens hun stryger hans hår eller nusser hans ene øre. De siger ingenting, men lader det skete bundfælde sig i en fælles meditation.
Efter et stykket tid løfter han blikket og betragter hende, mens et smil langsomt breder sig i hans ansigt.
”Tak!”
Hun ser ham ind i de forgrædte øjne og han mærker, hvordan hendes blik borer sig ind i hans sjæl. Og han lader hende komme derind og lægger al ting frem til beskuelse.
”Selv tak” siger hun med et smil; ” Du er så smuk og det var dejligt et opleve din gråd.” Hendes øjne glimter af glæde, varme og latter og de smiler sammen. Han nyder at sidde der for hendes fødder, overvundet, forgrædt og sølle og mærke hendes kraft og vilje omslutte sig.
Så beder hun ham binde støvlerne op og med besvær får han fjernet de lange sorte støvler fra hendes fødder og griber derefter spontant den ene fod og begynder at nulre og massere både tæer, svang og hæl. Tæppet glider af ham, hun sukker i velvære og lader ham fortsætte, hvorefter de begynder at snakke om det passerede og genkalder og diskuterer forskellige øjeblikke.
Da begge fødder er blevet masseret, griber hun pludseligt hårdt fat om hans nakke, hvilket øjeblikkeligt sender ham ind i submissionen og han læner sig instinktivt ind mod hendes ben. Så mærker han hendes højre hånd om hans mund og næse og hun drejer hans ansigt op mod sit. Han stirrer hende ind i øjnene mens sekunderne skriger af sted og iltmanglen begynder at kunne mærkes. Ved hans første svage slag med hovedet, strammer hun grebet om nakke og mund og holder ham fast som i en skruestik. Instinktiv forsøger han at få luft, men suger kun et vakuum i mund og svælg, hvorefter panikken begynder at vælte op nede fra. Hun holder ham fast med øjnene og hænderne og han slår nu mere ukontrolleret med hoved og overkrop. Så slipper hun pludselig og han gisper frisk luft ned i lungerne.
To- tre åndedræt får han, før hun igen lægger sine hænder omkring hans hoved. Denne gang er han imidlertid parat og finder sig roligt i behandlingen, mens han læner sig ind mod hende igen. Efter nogle øjeblikke træder kroppens alarmsystem til og han begynder instinktivt at slå med hovedet for at få hænderne væk. Paniknivauet stiger, men nu har han kontrol med sig selv og tvinger sin organisme til at underkaste sig og tage, hvad der må komme. Han slapper af og lader armene synke kraftsløse til jorden, mens åndedrættet igen og igen suger bag næse og mund. Idet det begynder at sorte for øjnene, slipper hun igen. Hans vejrtrækning er også hendes. 

Herskerindens tanker:

Der kommer flere til, kan vi høre, de er nogle stykker, så vi fortrækker til et mindre lukket lokale, ommøblerer – og er klar igen efter denne lille pause.

Nu vil jeg have hans underkastelse i smerten, jeg bruger igen andre redskaber, nyder suset af ridepisken i luften inden den brede flap lander, den larmer mere end den gør ondt. Det rykker i hans krop. Jeg bruger mere af hans krop, lår, balder, ryg, overarme og bryster – alle dejlige steder at lade mine hænder og piske vandre, blidt eller hårdt – jeg nyder det.

Så er det spanskrørets tur. Jeg nyder det glatte sortlakkerede smidige materiale i min hånd, nyder at mærke kraften fra min arm forplante sig ned i ham – jeg ved godt jeg er hård, jeg ved også at jeg er liderlig nu, det tænder mig ! Jeg nyder at se ham strække sig op imod mig, når jeg er blid mellem slagene.

Han er på kanten, nu han er så smuk når han tager imod – jeg ved at han ikke kan ret meget mere nu, og jeg ser på hans vejrtræning, og standser i samme sekund, han begynder at hulke af smerten. Hvis ikke jeg havde trusser på, ville mine lår være meget våde af mine safter nu ! Hans overgivelse til mig i smerten er så intens, han er så smuk og jeg nyder at han er MIN, det er ubeskriveligt lækkert i disse sekunder og minutter, indtil han falder til ro igen ovenpå blottelsen.

Vi sætter os, han på tæppet ved mine støvler, jeg tager hans mund i besiddelse, lader mine fingre glide undersøgende rundt derinde, en elle flere fingre, og kilder ham i ganen – han er kilden, jeg smiler ned til ham og nyder at se ham forsøge at sidde stille mens jeg pirrer hans gane på en helt ny måde.

På min ordre masserer han mine ben og fødder, det er vidunderligt og jeg slapper dejligt af.

Nu vil jeg have hans åndedræt – jeg holder for hans mund og næse og mærker han kæmper imod kroppensreflekser, jeg giver ham luft og igen og igen tager jeg luften fra ham med hænderne. Jeg bøjer mig ned og kysser ham, han kysser ivrigt igen, han kysser godt. Jeg lukker for hans næse med fingrene og holder min mund over hans, og  lader mine kys berøve ham, luften også.

Hans smerte, gråd, mund og vejrtrækning er min – min krop nyder denne vished.